Kravl selv op og kig!

Tre tosser er ude og gå en tur. De kommer til et træ (i nogen variationer en flagstang), hvor der i toppen sidder et skilt. De bliver nysgerrige efter hvad der står på skiltet, og den ene af dem kravler op for at læse det. Da han kommer ned er de to andre ved at gå til af spænding.

"Hvad stod der på skiltet?"

Klatretossen svarer "Kravl selv op og kig"

Den næste tosse kravler op, og da han kommer ned er den sidste tosse ved at revne af nysgerrighed.

"Hvad stod der så?"

"Kravl selv op og kig"

Irriteret kravler han op, kun for at ko

nstatere at på skiltet står der: "Kravl selv op og kig".

Hvorfor er det jeg får lyst til at svare som de første to tosser, når folk spørger mig hvordan min eks-kone har det?

Hvad hun vil arbejde med?

Om hun kan få det hele til at hænge sammen?

Om hun er glad for der hvor hun bor?

Kravl selv op og kig

Hun har ikke skiftet nummer eller email. Til gengæld har hun skiftet mand, så det er vel ikke rigtig noget jeg kan, skal eller vil vide i detaljer?!?

Det er ikke længere alt man fortæller hinanden, når man går fra gift til skilt. Der kommer et filter på, som beskytter en selv. Man redegør ikke længere for sin økonomi, man snakker ikke om jobdrømme, boligdrømme eller kærestesituationen på samme måde. Man er gået fra need to know til nice to know, hvis man er heldig.

Tidligere var det nødvendigt at detaljerne i drømme, tanker og økonomi blev vendt med hinanden, nu kan det være rart at dele nogle overordnede ting, men der er også ting man holder tilbage med at snakke om, fordi man netop ikke længere er gift.

Derfor ved jeg ikke det som folk spørger om. Jeg ved heller ikke om MUM er særlig interesseret i, at jeg sidder og udlægger hendes sistuation, når jeg kun kender de dele af den hun lader mig høre.

Men jeg ved dog, at hun ind i mellem undrer sig over, at folk hun tidligere havde tæt på ikke længere kontakter hende. Specielt dem der gav udtryk for at de ville.

Hvad får folk til at spørge?

Jeg tror folk spørger mig fordi de gerne vil vise at de ikke er berøringsangste? At man altid hører at man skal spørge folk i en svær situation, i stedet for at lade som om alt er som det plejer? Og det er da sikkert også rigtigt. Men så spørg hvordan jeg har det, når du er sammen med mig, og så ring til hende, når du er kommet hjem, hvis du sad og undrede dig over, hvordan hun mon har det, da vi snakkede.

Men for hvis skyld er det så de spørger?

Jeg har ikke et behov for at fortælle andre hvordan MUM har det. Som tidligere nævnt er jeg heller ikke så godt inde i sagerne længere, så de bliver ikke klogere på deres undren.

De har åbenbart ikke selv et behov for at vide det, hvis de kun spørger mig?

Hun kan da heller ikke bruge det til noget at Onkel Nabo spurgte mig hvordan hun havde det!

Hvem er det der har noget ud af det?

Er jeg for nærtagende?

Hvis man sidder med fornemmelsen af at det er min oplevelse, at folk spørger mig om hende, så må jeg bare sige at MUM faktisk kan fortælle, at hun oplever det samme, når vi snakker om mærkelige ting ved pludselig at være blevet skilt. Det er omtrent en 8'er i mærkelighed, at ca. halvdelen af ens netværk ikke længere lader høre fra sig. Specielt hvis de indimellem sidder og tænker på hvordan vi har det?

Kravl. Selv. Op. Og. Kig!