fredag den 30. juli 2010

Hvem der bare havde et orangeri når det regner!


På sådan en regnvejrsmorgen som i dag, er der ikke meget at tage sig til. Altså, jeg kunne naturligvis godt forberede noget arbejde. Men det er jo ferie. Jeg kunne også rydde op i mine papirdynger. Men... jeg gider ikke rigtig. Jeg kunne lave en fredagsrengøring* herhjemme, men måske holder det op med at regne midt i det hele, og så skal jeg kaste mig over orangeriet, for det havde sateme været nice at have færdigt når det nu vil til at regne. Derfor vil jeg skrive om rejsegildet, mens jeg venter på at regnen holder op.

Vi havde skævet lidt nervøst til himlen, for efter en hel sommers hedebølge blev det pludseligt mørkt af skyer, og selvom de så lidt truende ud, så var de kun på kort visit.


Så selvom der ikke var tag på orangeriet, så kunne vi sagtens være ude i haven og nyde synet af det pyntede skellet, og kransen som CPB havde bundet samme morgen.


Som den opmærksomme læser vil bemærke er der endnu ikke vinduer i? Det er korrekt! Dels er jeg nogen gange lidt klodset/uheldig/sløset og kunne komme til at baldre glas med tagsten/spader/hamre/øldåser o.lign. dels kunne karmene bruges som siddepladser, for vi blev 28 personer til rejsegildet i den lille have.



Og vil I tænke jer; gæsterne havde gaver med?!? Her er der et æggekagesamlselvsæt** fra HønseFar m. frue. Derudover fik vi planter (chili, vin og blomster), en bog om drivhusliv og flasker med både sprut og vin. Desuden fik vi en kurv af Store Musse og Byggemand Blues fyldt med skruer, værktøj, øl, tømrerblyanter og beslag. Pakket ind i cellofan, naturligvis.


Byggemand Blues er som det måske fremgår i byggebranchen, så han har oplevet en del rejsegilder, hvorfor han følte sig forpligtet til at holde en tale om rejsegildets tradition og historie. Kogt ned kan jeg fortælle at vi intuitivt havde de fleste traditioner på kornet. Øl og pølser, inviteret de involverede parter, krans og flag.
Historisk set er kransen et hedensk levn, fordi man ville sikre byggeriet mod gudernes vekslende humør, og derfor pyntede de med planter der indeholder gode ånder. Vores krans var primært bundet af grene fra vinplanten!


Byggemand Blues kunne endvidere fortælle at det er tradition at bygherren holder en tale. Det var der jo ingen vej udenom så. Nu er jeg en mand af få ord (NOT), så jeg fik sagt nogle bevingede ord om naboskab, gavmildhed og synkronitet, hvor jeg takkede alle de venlige mennesker der har hjulpet mig med at tilvejebringe stumperne til projektet.


Her var bl.a. Den Gamle Mand med Tømmer (og frue og chauffør). Det er chaufføren der sidder og betragter Professor Teflon, mens Tømmermanden har blå kasket på. Der var også en tak til Puk og mand, som efterhånden har udviklet sig til en form for hovedleverandør, idet det startede med et vindue, men nu har udviklet sig til en dør (og en lille mere på vej), tre vinduer yderligere (og flere på vej).


Et par af naboerne havde ikke bidraget med andet end godt naboskab, da de kom, men jeg afsluttede talen med at åbne muligheden gfor at fatte en spade og grave lidt græsplæne væk, der hvor fliserne skal ligge. Et par af dem hentede spader derhjemme og så gik de ellers til den.


Da de havde gravet græsset af, var der lige pludselig åbnet for entreprænørmaskinerne, som naboens 2-årige knægt havde med i hånden, og der blev leget 'grusgrav' til den store guldmedalje.



Men der var masser af børn, så der blev også klatret i træer, leget beauty-parlour og trafikleg


Imens knævrede de voksne løs, spiste pølser, forsynede sig i salatbaren (rå og ristede løg) og drak øl. HønseFar stillede sig bag bardisken og lavede en variant af Strawberry Daiquiri, hvor frys-selvis med cola- og hindbærsmag blendedes med lige dele vodka og rom, samt banan-jordbær smoothiemix!
På et tidspunkt tyndede det ud i selskabet. Men Nøgenløberen og Fester Til Hun Segner blev sammen med CPB's forældre. Kl. 23 påstod Byggemand Blues at det var det længste rejsegilde han nogensinde havde deltaget i, så nu var det tid at komme i en taxa. Kort efter tog Fester Til Hun Segner hovedspring i den friskopgravede muldjord i et overmodigt forsøgt på at løfte sin dametaske fra underlaget, hvorefter Nøgenløberen konstaterede at det da vist var tid at få hende bugseret hjem.

Sikke en indvielse af orangeriet!

*Min mormor og morfar gør rent hver fredag, så det er overstået inden weekenden, og man rigtig kan nyde det. Idéen er god, men i praksis for jeg det aldrig sat så meget i system.

**Æggekagesamlselvsættet bestod af en liter specialøl, en halv liter snaps, en pakke økorugbrug, 12 økoæg fra eget brug, tre pakker bacon, økopurløg og økosmør.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det bare nogle smaddersøde naboer I har. Det er dérfor jeg vil bo i hus! (Og så kan jeg også bygge et drivhus/orangeri (hvad er forskellen?))
    Æggekagesamlselvsæt er en rigtig god idé. Låner den nok til når vi skal til housewarming om ikke så længe:)

    SvarSlet
  2. @Husmoder - Du kan tro de er søde. Forskellen på et drivhus og et orangeri er, at drivhus primært består af glas, mens et orangeri har fast tag (oftest tegl) og er mere hus agtigt. Det er den sydeuropæiske pendant til en vinterhave/udestue. Der bliver ikke så varmt om sommeren, men heller ikke så koldt om vinteren... så har man et sted til krukker, grill, havemøbler, barnevogne o.lign. En slags skur;-D

    SvarSlet