"Åbent brev til de danske lærere
Af Tina Neder gaard, undervisningsminister.
Jeg er også ærgerlig over, at partnerskabsdrøftelserne brød sammen. Men Anders Bondo Christensen står alene med sin opfattelse af forløbet.
'Det er vel ikke processen eller forløbet, der er det interessante. Det er eleverne og vores fremtidige skole', mener Nedergaard
Fremtidens folkeskole, dens lærere og de kommende generationer af elever ligger regeringen meget på sinde. Derfor nedsatte den i begyndelsen af året Skolens Rejsehold, og derfor indkaldte statsministeren til et nationalt partnerskab om folkeskolen.
I sidste nummer af Folkeskolen gennemgik formand for DLF Anders Bondo Christensen detaljeret sin kalender og harcelerede over forløbet omkring partnerskabsdrøftelserne. Han er meget utilfreds med, at drøftelserne brød sammen.
Jeg er også ærgerlig over, at partnerskabsdrøftelserne brød sammen. Men Anders Bondo Christensen står alene med sin opfattelse af forløbet, og hans utilfredshed deles ikke af alle de politiske deltagere i partnerskabet.
KL's formand Jan Trøjborg er på KL's hjemmeside citeret for at sige: »Det er dog glædeligt, at KL ved flere lejligheder har haft mulighed for at fremføre sine holdninger over for regeringen, og at regeringen har lyttet til KL«, ligesom formand for Skole og Forældre Benedikte Ask Skotte skriver på sin blog: »Jeg var optimistisk helt frem til det endelige sammenbrud i forhandlingerne onsdag den 29. september«.
Det er vel heller ikke processen eller forløbet, der er det interessante. Det er eleverne og vores fremtidige skole.
Regeringen er gået langt for at imødekomme DLF. To ud af de tre mål, som DLF præsenterede på Marienborg i juni, er indarbejdet i regeringens udkast til partnerskabsaftale. Det drejer sig dels om at halvere antallet af unge, der forlader folkeskolen uden at kunne læse. Dels om at unge fortsat er i uddannelse, et år efter at de forlader folkeskolen. Det er indarbejdet i målet om et højere ambitionsniveau.
Problemet er, at DLF hele vejen igennem forløbet har været uenig i regeringens høje ambitionsniveau for folkeskolen. Et ambitionsniveau, som jeg tror deles af mange af jer lærere. I processen kom dette frem ved, at DFL ikke tilsluttede sig regeringens mål om, at ambitionsniveauet skal sættes op, og at elever i 8. klasse i 2020 skal kunne det samme, som elever i 9. klasse kan i dag.
Desuden overraskede det mig noget, at et element som lærernes sygepension var indeholdt i Lærerforeningens oplæg. Det er et element, der retteligt hører hjemme i en overenskomstforhandling frem for i en forhandling om at løfte elevernes faglige niveau.
Kernen i min opfattelse af en god folkeskole er faglighed. Det er elevernes faglighed, der skal bære os ind i fremtiden. Det er deres kunnen, der skal sikre Danmark vækst og velstand fremover. Derfor er det essentielt, at vi tør forvente noget og tør stille høje krav.
Hvis ikke parterne vil skrive under på, at folkeskolens ambitionsniveau skal være i top, og hvis de ikke vil skrive under på, at de danske elever skal ligge i top fem i verden, og på et mål om, at 8.-klasser i 2020 skal være lige så dygtige, som 9.-klasser er i dag - hvad er så ambitionen for den danske folkeskole?
Skal vi være gennemsnitlige? På linje med de andre OECD-lande? Skal eleverne overhovedet forbedre sig fagligt - ud over at blive bedre læsere?
Regeringen vil ikke slække på dette høje ambitionsniveau. Mødet på Marienborg den 29. september viste, at det vil en god del af de øvrige deltagere i partnerskabet heller ikke. Herunder erhvervsorganisationerne, der repræsenterer de virksomheder, som skal konkurrere mod andre lande, der bare stormer frem.
I rigtig mange situationer er det godt at stå sammen. Men en regering skal vide, hvornår midlerne og metoderne kommer i vejen for målet. Den danske folkeskole skal gøre eleverne dygtigere og i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal klare os i de kommende videns- og vækstkapløb og vedblive at være et af verdens mest velstående lande. Derfor måtte partnerskabsdrøftelserne bryde sammen.
At partnerskabet ikke kunne videreføres på et skriftligt grundlag, ændrer dog ikke ved, at jeg fortsat vil inddrage aktørerne i folkeskolen - herunder naturligvis Danmarks Lærerforening. Men vetoret på bekostning af eleverne vil og kan jeg ikke give nogen."
And now... in the red corner... The Talking Tiger... Anders Bondo
Af: Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening
Kære Tina Nedergaard, på lærernes vegne vil jeg gerne takke for dit brev. Vi lærere i den danske folkeskole har dog svært ved at genkende fremstillingen af forløbet om det nationale partnerskab.
Vi modtog jeres aftaletekst om eftermiddagen fredag den 24. september, med besked om, at vi kunne komme med ændringsforslag. Udspillet viste sig dog at være et take it or leave it.
Mandagen efter aflyste du som bekendt det nationale partnerskab, før parterne havde været samlet blot én gang. Først meldte KL og Skolelederne fra. ”Vi kunne ikke skrive under på oplægget i den form, det havde”, lød det fra Skoleledernes formand, Anders Balle. ”Hvis et partnerskab skal give mening, så skal man kunne komme med noget input i forhold til indholdet”, var reaktionen fra KL’s formand, Jan Trøjborg, da du og regeringen hældte parterne ned af brættet.
Og lærerne? Vi meldte aldrig fra. Vores brøde bestod i, at vi igen-igen kom med konstruktive forslag til et nationalt partnerskab, der skulle løse nogle af folkeskolens problemer her i 2010 og i de kommende år.
Det blev taget meget ilde op. Og af uvisse årsager fandt du det nødvendigt at meddele sig via TV2/News, i stedet for at ringe til mig.
Det mest besynderlige i forløbet har dog været, at vi siden foråret har været drivkraft i en proces, hvor tavsheden fra regeringen var nærmest larmende. Derfor var jeg i starten september nødt til at skrive direkte til statsministeren for at spørge, om der snart skete noget.
Men allerede et halvt år tidligere, 8. marts 2010, gjorde jeg opmærksom på, at det i et reelt partnerskab måtte være muligt at drøfte såvel mål som midler. Og så sluttede brevet i øvrigt med opfordringen til et møde, fordi det hastede med at få etableret partnerskabet.
Brevene med mere er alt sammen dokumenteret i en tidslinje, som jeg ikke har hørt du eller andre gøre indsigelser overfor.
Jeg kan godt forstå, at det er ubekvemt for regeringen at tale om folkeskolens tilstand i 2010. For regeringen har jo haft magten i de seneste 9 år til at indfri alle de ambitioner, de måtte have, herunder magten til at sikre folkeskolen blot en rimelig balance mellem ressourcer og ambitioner.
BDO Kommunernes Revision dokumenterede i foråret, med udgangspunkt i regeringens og kommunernes egne tal, at ressourcerne pr. elev til normalundervisningen i perioden 2002-2009 er faldet med 6 pct. I samme periode har I pålagt skolerne elevplaner, kvalitetsrapporter, flere timer, nationale test og en række andre opgaver.
Det har ikke kvalt vores ambitioner om en endnu bedre folkeskole. Lærerne opfordrer stadig til, nu på femte år, at der etableres en national indsats, der kan nedbringe antallet af elever med dårlige læseegenskaber. Regeringen kunne allerede i 2005 have taget vores udstrakte hånd, så vi sammen kunne give de danske skoleelever et reelt læseløft.
Med udgangspunkt i forskningen har vi også foreslået, at lærerne får en reel og målrettet efteruddannelse. Derudover har vi argumenteret for, at Danmark skal stoppe med at forfølge en kunstig PISA ranking – fordi PISA ikke fortæller om de mange væsentlige kvaliteter, der kendetegner de danske skoleelever.
Regeringen er god til at formulere ambitiøse målsætninger. Målet om at 95 pct. af eleverne skal have en ungdomsuddannelse er både ambitiøst og rigtigt. Men vi er længere fra målet end nogensinde. Hvorfor tog regeringen ikke mod vores konkrete forslag til initiativer på området?
Så her står vi nu. Regeringen har sat kikkerten for det blinde øje og kigger langt ud i horisonten. Det er fint med flotte målsætninger. Elever, forældre og lærere, med fødderne solidt plantet i virkeligheden anno 2010, efterspørger midlertidig også konstruktive løsninger på reelle problemer i skolerne. I dag og ikke om 10 år.
Budgetlægningen i kommunerne dokumenterer med al tydelighed behovet for løsninger her og nu. Oveni de gentagne besparelser i de senere år, skal der nu spares yderligere mange hundrede mio. kr. i 2011. Det er dramatisk, uholdbart og uacceptabelt for alle, der vil give folkeskolen et løft. Der er brug for at vende udviklingen, ikke tomme valgløfter og uforpligtende snak.
Jeg håber, at du og dine kollegaer i regeringen med tiden indser, at et reelt partnerskab er vejen frem. Et partnerskab, der bygger på en ærlig vilje til at gøre folkeskolen bedre i dag. Dét er at være ambitiøs på folkeskolens vegne. Lærerne er parate.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar