Porcelæn til 'den pæne ende'

Efter gårsdagens indlæg om toilettets lyksagligheder, ser jeg mig fristet til at fokusere i den anden ende. Der hvor maden bliver serveret.

Forleden baldrede Ældsteknægten nemlig en desserttallerken, da han i bestræbelserne på at tømme opvaskemaskinen (i kun EN arbejdsgang) tabte en tallerken (ud af den stak lodrette tallerkener han forsøgte at mokke ind i skabet).

Nu er jeg principielt af den overbevisning, at dyre ting i hjemmet er forældrenes ansvar/ønsker og umuligt at navigere efter for børn. Da mine egne børn var små var alt glas/porcelæn fra genbrug eller Ikea, så børnene netop ikke smadrede 'arvestellet'. Han kunne jo ikke vide at den tallerken han tabte var en til 150,-. At han ikke kan læse prisen ved at kigge på en hvid tallerken siger jo sig selv. Det her var bare en Pillivuyt Plissé, som jeg havde fået i gave af min mormor og morfar for et par år siden (måske hvad der svarer til et forskud på arvestellet?).

Derfor var det vi efterfølgende snakkede om ikke tallerkenens fabrikat og pris (det er jo voksne der har valgt det dyre), men hans forsøg på procesoptimering ved at tage alle tallerkener ud af opvaskemaskinen på én gang.

Hvor om alting er: Før havde jeg 5 tallerkener, nu er der kun 4, vi er jo 5 herhjemme, så jeg ønsker mig desserttallerkener fra Pillivuyt, i den serie der hedder Plissé. De skal være hvide ligesom dem jeg har i forvejen. Så Mormor, hvis en ny regering er for meget, så en stueren tallerken måske?