søndag den 3. oktober 2010

Memory lane

Forleden snakkede jeg med min mor i telefonen. Vi snakkede om mange ting, bl.a. om navnene på mine børn på bloggen, og vi kom vidt omkring, men min mor stillede mig spørgsmålet:
Hvis din far havde skrevet en blog, hvad tror du så han havde kaldt dig?

En ting er helt sikkert: Det Forkromede Overblik ville kun have været udtryk for stor ironi. Som barn var jeg hidsig, distræt, stædig, lidt tilbagetrukket og til tider ret fraværende fra nuet (som de tre år vi boede i kollektiv i Veksø, hvor jeg hver dag faldt i søvn i bussen fra Ballerup, og derfor altid skulle tage bussen retur fra Stenløse/Ølstykke eller hvor jeg nu vågnede). Hidsig-Træt, måske?

Nå, men vi snakkede jo om mange ting, Mama og jeg, b.la. om hvad jeg lavede da jeg var barn? Jeg var lidt bekymret for om mine drenge vokser op i en playstationverden og synes den virkelige verden er nedern, fordi man ikke kan drifte på sin cykel eller lave sine egne baner!?!
Jeg ved jo godt at jeg selv spillede meget computer, men jeg spillede også fodbold i gården og cyklede rundt.
Jeg kunne huske sommerferier i sommerhuset, skiferier, storbyferier o.lign. Men hvad iscenesatte mine forældre?

Kortspil! Vi spillede Canasta så vi var helt svimle!

Men jeg gider ofte ikke spille med mine unger! Det er sandheden. Ofte er jeg for træt, travl eller optaget. Mine forældre boede til leje, så der var en vicevært til alt det jeg render rundt og fixer konstant!
En anden dimension er flow. Specielt en af drengene er uendelig langsom om at have tur. Han vil gerne bryde regler og gøre det uventede, usete og ofte også urealistiske. En fantastisk egenskab, men i Settlers eller Risk er det altså døden for os andre.

Mama-Cash foreslog at jeg sænkede ambitionsniveauet og spillede lettere spil med dem! Så nu har vi raflet, spillet uno og i går købte vi et sæt kort i Tiger, og så fik den ellers Casino derudaf... Det virkede at han ikke har så mange muligheder, for så er der flow i spillet.
Men... kortspil til en ti'er er altså for billigt! De ligner kort...


Men der er altså ikke meget værd... dårlig nok en ti'er!


Så nu ønsker jeg mig et ordentligt sæt spillekort. Faktisk to spil, da Canasta kræver to spil...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar