Om pinligheder...

SHM opfordrede forleden blogflokken til at være modige, gøre noget de drømte om, be all you can-agtigt. Jeg vil forsøge at gøre lidt af det samme. Jeg vil dele en pinlighed med jer, og håber så at I tilgengæld vil dele en med mig.

Hvorfor pinligheder?

Fordi at pinligheder, ansigtstab kald det liiige hvad du vil, er der hvor skallen krakelerer, hvor vi for lov at se hvem folk virkelig er, eller hvem de også kan være. Der hvor man krummer tæer af pinlighed fordi man genkender sig selv i den anden, men lettes over at det netop var en anden der var pinlig. Det giver modet til selv at være det. SHM har en veninde der altid har en ny selvoplevet pinlighed at dele med hende/os, når de/vi ses. Jeg elsker den veninde! Det er så nemt og ukompliceret at ses med hende, der bliver grinet meget.

Nå men scenen er sat.

Selvsamme veninde fyldte et antal år, og fejrede det med en udklædningsfest. Alle skulle komme klædt ud som noget med J.

Måske skal det lige indskydes, at vi ikke rigtig kendte nogle af dem der ellers skulle komme. Andet end af omtale. Det eneste jeg vidste om dem, var at de allesammen kom fra København og var i gang med et-eller-andet-selvstændigt-kreativt-nicheagtigt-godt-betalt-vigtigt. Nu er jeg selv Københavner med stort K, og efter at SHM og jeg flyttede til Falster, gjorde jeg meget ud af at fortælle mig selv at det ville jeg altid være, så jeg glædede mig faktisk til en aften uden alt for meget bondsk.

Nå, tilbage til festen. Jeg havde grublet som en gal, og kunne faktisk ikke rigtig komme på noget. Samtidig var vi nok blevet lidt duperet af venindens snak om alle de succesfulde og selvsikre og tilfredse mennesker fra metropolen. Da dagen oprandt var jeg stadig spejlblank. Hvad fanden starter med J? Judas? Naaah ikk så fedt! Jesus? Nej vel? Johannes? Bibelske personer ud med jer! Jøde? Jo den er go'! En hat med påsyede krøller, et jakkesæt med vest og en pude på maven. En ortodoks jøde, værsgo. Lidt fordomsfuldt og karikeret måske, men Jøde den er købt.
Jeg fandt jakkesættet i skabet, en pude i sofaen, og sørme om ikke jeg havde en gammel hat? Jo! Så manglede bare krøllerne (i ved de der pølser af hår de har hængende ved ørerne, der ikke kan blive til rigtige dreads). Noget mørkt garn fra SHM's kurv, en klipsemaskine og så kører vi.

Vi kommer lidt sent, men 'der er fashionable late' som SHM forklarer mig. Jeg parkerer vores rustne 20 år gamle Mercedes i indkørslen og stavrer ud med pude på maven. Vi går op til døren og jeg banker på.

Bank bank
Døren bliver åbnet af en høj, mørk velsoigneret mand, nydeligt klædt på, ser moden og alvorlig ud. Jeg kender ham ikke, men han udstråler det der jeg-er-for-kendt-københavner-til-det-her-Falster-sted. Jeg tænker gad vide hvad han er klædt ud som?
(Ham) - Ja?
(Mig) - Godaften! Vi er også gæster, ja vi kommer godt nok lidt sent...bla bla bla bla... DFO - klædt ud som jøde (jeg er selv ganske godt tilfreds både med komikken og ironien i det - sådan stolt på den sjove måde)!
(Ham - lettere køligt) - Daniel, jeg er jøde, og er også klædt ud som det!

Vi står altså der på trappen og skal ind og møde et slæng af venner, der alle kender hinanden. SHM er den nye lokale veninde, som ihvertfald ikke vil virke bondsk og provensiel, og slet ikke fake. Nu skal vi så ledes ind til gæsterne, hvor jeg er klædt ud som dårligt karikeret jøde, men tilgengæld flankeret af Deres Bedste Ven, Daniel, som er rigtig jøde, og muligvis krænket af mit valg. Mine garnkrøller er svedige og hænger og dasker om ørerne på mig da vi går rundt og giver hånd. Halvvejs gennem pote-ryste-rundten falder min pude på maven ud mellem skjorte og bukser.

En svensk gæst (I ved den der svenske type, der er lidt mere hip end danskerne, Göteborg-er-mere-metropol-end-København-men-hvis-jeg-ikke-har-besluttet-om-jeg-skal-spille-golf-eller-tennis-professionelt-så-er-jeg-nødt-til-at-bo-her-lidt-endnu-mens-jeg-arbejder-som-arkitekt) hiver mig til side - Tror du inte at du forsøker lidt for hårdt at passe ind?

Han siger det ikke venskabeligt, men mere på en overlegen måde der signalerer bonde-du-er-slået-hjem, vi er de rigtige københavnere!

AV AV AV, mine tæer gjorde ondt!